På Kant med Kierkegaard

tegneserie, plakater og hjemmeside

 

I anledning af 200-året for filosoffen Søren Kierkegaards fødsel udbyder Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester et projekt i øjenhøjde til udskolingen om Kierkegaards tænkning.

 

Søren Kierkegaard (1813-1855) er Danmarks mest betydelige filosof og ophavsmand til eksistentialismen. Kierkegaard har blik for de elementære problemstillinger i tilværelsen, og hans tænkning tvinger enhver til selv at tage stilling til sit liv. Det sættes der til indledning fokus på i en 20-sider lang tegneserie, som alle tilmeldte lærere modtager i et klassesæt.

 

Tegneserien lægger op til en efterfølgende fordybelse i fem af Kierkegaards centrale begreber: skyld, frihed, angst, tro og kærlighed. Som indgang til arbejdet med disse har fem nutidige kunstnere - Maja Lisa Engelhardt, Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Peter Brandes og Cathrine Raben Davidsen - hver fremstillet et billede, som de tilmeldte klasser får en plakat af til ophængning i klassen under arbejdet. Selve elevarbejdet foregår med afsæt i en ny hjemmeside: www.paakant.dk. Her vil eleverne møde såvel praktiske som æstetiske og filosoferende opgaver i relation til kunstværkerne og Kierkegaards tænkning. Formålet med hele projektet er således, at eleverne får et elementært kendskab til Kierkegaard og får mulighed for at reflektere over nogle grundlæggende tilværelsesspørgsmål i lyset af Kierkegaards tænkning.

 

Hver deltagende klasse/lærer får:

  • Et sæt plakater med reproduktion af de fem kunstværker til ophængning i klassen.
  • Mulighed for at se de originale kunstværker, som i skoleåret 2013-14 turnerer på 9 af landets større museer (jf. turneplan på www.folkekirkensskoletjeneste.dk).
  • Et klassesæt af Niels Rolands tegneserie om Kierkegaard
  • Et tatoveeringsark med Kierkegaard citater
  • Adgang til projektets interaktive hjemmeside, Det Virtuelle Museum, hvor eleverne kan arbejde m. kunstværker og begreber.
  • Et læreroplæg med baggrundsstof og forslag til et konkret undervisningsforløb.
  • To prøveoplæg i relation til materialet til henholdsvis dansk og religion.

 

Målgruppe: 7.-10. klasse

Fag: Dansk og religion
Lektioner: 20-25 lektioner. Forløbet kan beskæres og afvikles på kortere tid.

 

Projektet er udviklet med økonomisk støtte fra Edith og Gotfred Kirk Kristiansens Fond og fra Undervisningsministeriet.